Kursus i historie

Den danske modstand

Den danske modstand



We are searching data for your request:

Forums and discussions:
Manuals and reference books:
Data from registers:
Wait the end of the search in all databases.
Upon completion, a link will appear to access the found materials.

Den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig var i en nysgerrig position. I teorien var Danmark ikke officielt i krig med Nazi-Tyskland (skønt klart Danmark var blevet ulovligt besat af tyskerne i 1940), da regeringen ikke havde erklæret krig mod Tyskland. Regeringen og kongen, Christian X, havde fremsat en formel protest, men gik med til en tysk beslutning, der gav Danmark 'uafhængighed' på trods af at de tyske tropper var stationeret der imod den danske regerings ønsker.

Så enhver form for dansk modstand kunne ikke 'legaliseres' af de allierede. Selvom regeringen i København havde accepteret, at Danmark var blevet besat, gjorde mange danskere det ikke. Meget af den danske flåde havde sejlet til de allierede havne, og danske ambassadører i udlandet havde nægtet at acceptere deres regerings beslutning.

Der eksisterede en dansk modstandsbevægelse. Mange af dem der havde været i den danske hær. De i modstanden var villige til at videregive efterretninger til Special Operations Executive (SOE), men nægtede at blive involveret i nogen sabotageoperationer, som SOE krævede. Enhver sabotage, der fandt sted, blev sanktioneret af modstandsledere i Danmark eller med base i Stockholm. Der var en stigning i sabotagehandlinger i Danmark fra 1943.

Frem til 1943 havde tyskerne i Danmark haft en relativt nem tid - for en besættelsesmagt. Imidlertid førte sabotage i Danmark til en mere markant hærde holdning hos tyskerne. Anholdelsen af ​​modstands mistænkte førte normalt til strejker. Dette førte til flere arrestationer for civil ulydighed, hvilket medførte flere strejker.

I august 1943 var situationen blevet så dårlig, at tyskerne sendte den danske regering et ultimatum - de skulle erklære en undtagelsestilstand og de skulle dømme til døde alle fangede sabotører. Regeringen nægtede at gøre dette og trak sig. Tyskerne reagerede ved formelt at gribe magten, og lovligt blev Danmark et ”besat land”. Det var først efter dette skete, at den danske modstand blev legitimeret, da deres handlinger nu var mod tyskerne.

I september 1943 blev det danske frihedsråd oprettet. Dette forsøgte at forene de mange forskellige grupper, der udgjorde den danske modstandsbevægelse. Rådet bestod af syv modstandsrepræsentanter og et medlem af SOE. Modstandsbevægelsen voksede til over 20.000 og i op til D-Day blev sabotagehandler markant forøget. Selvom D-Day landingerne skulle være i Normandiet, mente SOE, at jo mere tyske soldater der blev bundet sammen andetsteds i Europa, jo mindre kunne der være til stede i det nordlige Frankrig. Derfor, jo flere sabotagehandlinger i Danmark, jo flere tyske tropper ville blive bundet der nede.

Den danske modstand anvendte landets nærhed til Sverige i høj grad. Stockholm blev en faktisk base for den danske modstand. Her var de langt sikrere end i Danmark - men de kunne let komme tilbage til deres land. Havruten gjorde det også muligt for den danske modstand at komme ud af landet over 7.000 af Danmarks 8.000 jøder. På grund af dette havde Danmark en af ​​de laveste statistiske havarier for jøder i krigen.